Stærk kapacitet hentet ind direkte fra staldene

FREJS Landbrug & Projektudvikling opruster på produktionsejendomme

Hos FREJS mærker man en tydelig tendens: flere og flere landmænd ønsker at sælge eller få vurderet deres produktionsejendomme – og det skaber forstærkning på området. Derfor har FREJS udvidet medarbejderstaben med en erfaren kapacitet fra den animalske produktionsverden. Freddie Lindegaard Christiansen er netop tiltrådt som ny landbrugskonsulent med særligt fokus på produktionsejendomme.

Freddie kommer med mere end 35 års erfaring fra branchen og har gennem sin karriere været dybt involveret i opførelse og udvikling af staldanlæg over hele landet. Han har blandt andet arbejdet som fremtrædende projektsælger hos Gråkjær Staldbyg, hvor han i en årrække beskæftigede sig med totalentrepriser på staldbyggeri.

Efterspurgt profil til stigende efterspørgsel
”Vi har gennem tid oplevet en klar stigning i henvendelser fra landmænd, der ønsker at sælge eller få vurderet deres produktionsanlæg – især inden for svin og kvæg. Det er ejendomstyper, der kræver praktisk forståelse, indsigt og erfaring for at kunne rådgive korrekt. Med Freddie får vi en kollega, der ikke alene forstår bygningerne og produktionen – han har selv været med til at forme dem,” siger Finn Pedersen, ejer og direktør i FREJS.

Han uddyber:
”Freddie har et rigtig godt navn i branchen. Han er kendt som en ordentlig og reel samarbejdspartner, og det er egenskaber, vi vægter højt hos FREJS. Jeg har kendt til Freddie i mange år og har kun hørt gode ting om hans tilgang. Han er stærk fagligt og god til at møde landmanden i øjenhøjde – særligt når vi står ude ved stalden eller i marken.”

Fokus på relationen til landmanden
Freddie Lindegaard Christiansen har de seneste år arbejdet som selvstændig rådgiver med fokus på blandt andet staldindretninger, jordens sundhed og deltagelse i flere gårdråd – en rolle, han fortsat varetager. Ønsket om at komme endnu tættere på relationerne til de danske landmænd har dog samtidig ført ham til en ny opgave hos FREJS.

“Jeg har altid haft landbruget tæt inde på livet. Alt, hvad jeg har lavet, har på den ene eller anden måde haft med landbruget at gøre – lige fra staldbyggeri til jordprøver. Det, jeg stadig og fremadrettet ser frem til, er den tætte kontakt med landmanden. Det menneskelige aspekt, og det stadig at kunne gøre en forskel – hvad enten det handler om at hjælpe nogen videre med deres ejendom eller hjælpe dem til at udvide eller omlægge. Det glæder jeg mig til fortsat at arbejde med,” fortæller Freddie.

Han tilføjer:
”Det, der tiltaler mig ved FREJS, er, at det er et sted med høj faglighed og gode værdier. Det handler ikke om hurtige handler, men om at gøre tingene ordentligt. Det passer godt til den måde, jeg selv arbejder på.”

Specialviden og praksiserfaring under samme tag
FREJS har i år oplevet solid vækst fra start og har opbygget et stærkt navn på kort tid inden for både salg, vurdering og projektudvikling af landbrugsejendomme. Med ansættelsen af Freddie Lindegaard Christiansen styrker virksomheden sin specialistviden på området for produktionsejendomme.


Fakta om Freddie Lindegaard Christiansen:

  • Mere end 35 års erfaring i landbruget
  • Tidligere projektsælger hos Gråkjær Staldbyg
  • Har været med til at opføre staldanlæg over hele Danmark
  • Selvstændig rådgiver og jordbundskonsulent
  • Medlem af flere gårdråd

Fakta om FREJS Landbrug & Projektudvikling:

  • Specialiseret i salg, vurdering og udvikling af landbrugsejendomme
  • Dækker hele Danmark med base i Midtjylland
  • Kendt for faglighed, ordentlighed og lokal forankring
  • Helhedsorienteret projektudvikling af landbrugsjord til bolig- og erhvervsformål